Robbie Williams er blevet indlagt til afvænning, for at få kontrol med sit misbrug af receptpligtig medicin, fortæller stjernens talskvinde Bryony Watts til The Sun.
Stjernen fylder 33 år i dag og har indlagt sig på en klinik i Los Angeles, USA.
Det er ikke første gang, at den tidligere Take That-stjerne kæmper med sine dæmoner – efter han gik ud af Take That, kom han på afvænning for sin afhængighed af stoffer og alkohol.
Robbies seneste kæreste, modellen Lisa D’Amato, kunne afsløre, at Robbie tog anti-depressiver og var plaget af bekymringer.
»Det var tydeligt, at han kæmpede med sine tanker. Han drikker ikke, men han har brug for anti-depressiver for at komme igennem dagen. Han virkede på kanten meget af tiden.«
Robbie fik blandede anmeldelser for sit seneste album ’Rudebox’, og har kun fået éen nominering til Brit Awards.
Han aflyste for nylig sin turné i Asien på grund af stress og udmattelse.