Rikke Møller i OL-finalen i ny rekordtid

Rikke Møller Pedersen satte for anden gang på én dag dansk rekord og er klar til OL-finalen i 200 meter bryst.

Rikke Møller Pedersen kan godt sætte kryds i kalenderen torsdag aften.

Den 23-årige svømmer skal nemlig deltage i OL-finalen i 200 meter bryst, efter at hun onsdag aften i dansk rekordtid svømmede sig til en førsteplads i sin semifinale.

Det er anden gang inden for mindre end et halvt døgn, at Rikke Møller Pedersen sætter dansk rekord i disciplinen, hvor hun i øvrigt var rekordindehaver allerede inden OL.

Med tiden 2.22,23 i onsdag aftens semifinale ligner Rikke Møller Pedersen efterhånden mere og mere et seriøst bud på en dansk medalje ved legene i London.

Ud over at der er tale om dansk rekord, er danskeren nemlig også kvalificeret til finalen i næstbedste tid. Kun overgået af amerikanske Rebecca Soni, der i den anden semifinale satte verdensrekord og også i det indledende heat var overlegen.

Det er Rikke Møller Pedersens anden finale ved dette års OL. Men man må håbe, at det går hende lidt bedre, end det gjorde, da hun mandag sluttede som nummer otte og dermed sidst i 100 meter bryst.

I onsdagens indledende heat svømmede Rikke Møller Pedersen også i fantastisk stil.

Danskeren viste høj, høj klasse og svømmede sig sikkert videre i en tid, der slettede hendes egen danske rekord, som blev sat i Italien i 2009. Men den rekord har hun altså allerede overgået selv.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.