Styrt på styrt er nu afløst af flere dage på cyklen og optimisme hos Bjarne Riis.
Favoritterne holdt sig i ro på dagens etape i Tour de France, og den tredobbelte tourvinder Alberto Contador fik tid til at pleje et hævet knæ.
"Jeg var i kontakt med Alberto undervejs på etapen, og han ser ud til at være i bedring, så vi er fortrøstningsfulde", siger holdejer Bjarne Riis efter etapen.
Flere styrt har givet en del knubs til Contador, som på hviledagen måtte forlade holdtræningen på grund af smerter.
Alligevel håber cykelstjernen selv på en ekstra stille dag i feltet.
"Jeg føler mig bedre og bedre kørende, og mit knæ ser ud til at være i bedring. Forhåbentlig kan endnu en dag i feltet få mig helt klar til bjergene," fortæller Saxo Bank-SunGards Alberto Contador.
De store bjerge starter først den 14. juli, hvor tourfeltet rammer Pyrenæerne.