Hvert femte barn af de fattigste forældre i landet har hverken arbejde eller er under uddannelse som 25-årige.
Det samme gælder omvendt kun for seks procent af børnene fra de rigeste familier.
Det viser en ny undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) ifølge Ugebrevet A4.
"For det første er det meget svært at bryde den sociale arv. Og så har vi et kæmpe problem med, at vores unge ikke får de ungdomsuddannelser, de skal have. Vores regering ikke været taget det alvorligt nok," siger AE-direktør Lars Andersen til Newspaq.
I en skriftlig kommentar til A4 siger Socialminister Benedikte Kiær (K), at den seneste undersøgelse fra den økonomiske samarbejdsorganisation OECD fra 2010 viser, at Danmark er det land, der har den højeste sociale
mobilitet, når man måler på sammenhængen mellem sønners og fædres indkomst.
Men Benedikte Kiær (K) erkender samtidig, at Danmark er langt fra at være det samfund, hvor det er muligt at bevæge sig fra bistandsklient til bankdirektør, sådan som statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) udtrykte det i åbningstalen i Folketinget i 2002.
"Også i Danmark er der forsat udfordringer, som vi arbejder med ... Derfor har regeringen arbejdet med at bryde den negative sociale arv, siden den trådte til," skriver Benedikte Kiær til A4.