Den danske nationalbank har valgt at sætte udlånsrenten og renten på indskudsbeviser ned fra 3,75 procent til 3 procent.
"Rentenedsættelsen har baggrund i, at Den Europæiske Centralbank, ECB, har nedsat renten ved sine primære markedsoperationer med 0,50 pct. til 2,0 pct. Nationalbankens rentesatser nedsættes med yderligere 0,25 pct. som følge af yderligere køb af valuta i markedet," skriver Nationalbanken i en pressemeddelelse.
Diskontoen og foliorenten nedsættes med 0,75 procentpoint til 2,75 procent. Rentenedsættelsen har virkning fra fredag morgen.