Boligejere der købte hus, da priserne var i top, får økonomiske smæk, når de sælger.
Nye tal fra Boliga viser nu, at syv ud af ti boliger købt i 2007, bliver solgt med tab. Knap hvert fjerde hus har tabt en tredjedel af deres værdi, skriver Søndagsavisen.
Men det kan vise sig at være en underdrivelse, lyder det nu fra økonomiske eksperter.
- Jeg vil gætte på, at det er ikke retvisende tal, fordi priserne er generelt faldet så meget siden 2007, så stort set alle boliger, der er købt i 2007, bør være faldet i pris, siger boligøkonom ved CBS Jens Lunde til Newspaq.
Særligt boligejere, der købte dyrt og lånte stort, da priserne var på sit højeste, bliver hårdt ramt på økonomien, når de i dag sælger boligen med tab.
Men for Jens Lunde bør det ikke komme som en overraskelse, at dem, der købte på toppen, også er dem, der er hårdest ramt i dag - både af tab og tvangsauktioner. Det vidste man, da man bevægede sig op mod pristoppen, siger han.
- Det er lige som i Bro Bro Brille. Dem som kommer sidst, skal i den sorte gryde, siger han til Newspaq.
Opgørelsen fra Boliga er baseret på salget af 1.400 boliger købt i 2006 og 2007.