Efter politiets rystende fund i weekenden af seks sultne rumænske rengøringsmedarbejdere i en uhumsk kælder vil Helsingør Kommune nu have afklaret, om samarbejdet med firmaet Forenede Service skal fortsætte.
Ifølge Frederiksborg Amts Avis er de seks rumænere, der levede i en villa uden vand, varme, el og toiletter, og i øvrigt uden løn for deres arbejde, ansat ved en underleverandør til Forenede Service.
"Vi har tidligere haft fat i dem, hvor de har forsikret os om, at de havde styr på deres underleverandører. Under alle omstændigheder må vi have en snak med Forenede Service igen, så vi er sikker på, at sådan her er det ikke fremadrettet," siger borgmester Johannes Hecht Nielsen (V) til Newspaq.
Hvis forholdene hos underleverandøren JD Service er et brud på Forenede Services kontrakt med Helsingør Kommune, så kan der blive tale om en opsigelse af aftalen med selskabet, der gør rent på omtrent halvdelen af kommunes daginstitutioner og skoler.
Ellers har Helsingør Kommune mulighed for at droppe Forenede Service, når kontrakten skal i udbud til næste år.
"Der vil det være et af kriterierne, at vi sikrer os, at så noget ikke kunne ske. Det troede vi jo så, at vi havde i forvejen," sukker borgmester Johannes Hecht Nielsen.
Forenede Service har større kontrakter med Gribskov, Fredensborg og Helsingør Kommuner.
Sidste efterår blev Forenede Service afsløret af Helsingør Kommunes specialgruppe for socialt bedrageri i at bruge illegal og sort rumænsk arbejdskraft ansat af en underleverandør til skolerengøringen i Helsingør.
Koncernen lovede dengang bod og bedring.
Nu siger koncerndirektør Peer C. Krogh, Forenede Service til Frederiksborg Amts Avis, at han ikke tror, JD Rengøring leverer ydelser til hans firma længere. Men han er ikke sikker.
Hos fagforeningen 3F Nordøstsjælland ser faglig sekretær Rudi Andreasen et generelt problem med Forenede Service brug af underleverandører.
Nu varsler forbundet en omfattende kulegravning af selskabets brug af underleverandører.