Til en rigtig juleaften hører sig steg, juletræ og gaver.
Sådan tænker langt de fleste danskere, men igen i år er der mange tusinde familier, som ikke har penge til at holde en "rigtig" jul.
Frelsens Hær og Røde Kors er to af de organisationer, der samler penge ind til de familier, som har mindst, og igen i år er meldingen klar: Rekordmange familier ansøger om hjælp.
- Vi kommer til at slå rekord i år. Sidste år søgte 12.000 familier hjælp, mod 7.000 for fem år siden, og selvom langt de fleste først søger sidst i perioden er vi allerede halvvejs, siger informationschef i Frelsens Hær, Lars Lydholm, til Newspaq.
Ansøgningsperioden løber hele november, og den seneste opgørelse fredag morgen viste, at 6.282 familier havde sendt en ansøgning. Frelsens Hær hjalp sidste år 8.000 familier, og derfor venter der hårdt arbejde i december.
- Vi regner med, at vi skal have hr. og fru Danmark til at donere syv millioner kroner, hvis vi skal hjælpe lige så mange som sidste år, siger Lars Lydholm.
I Røde Kors ser man samme tydelige tendens. Her har man oplevet en tredobling over de seneste år.
- Tallet ligger markant over de tal, vi har set siden 2009. Dengang søgte 1.100 om hjælp, mens vi i år forventer mere end 3.000 ansøgninger, siger udviklingskonsulent Line Thaudahl Jakobson.
Oftest går hjælpen til familier, hvor forældrene er på kontanthjælp eller førtidspension.
Rene Hansen er en af dem, der får julehjælp af Røde Kors. For syv år siden faldt han ned ad en trappe og ødelagde sin arm, så han i dag er på kontanthjælp og i en løntilskudsstilling i en børnehave. Julehjælpen gør det muligt for ham at holde rigtig jul med sin søn.
- I mit hjerte betyder det alt, at min søn har mulighed for at følge traditionerne til jul. Han skal holde en almindelig jul med varme og stearinlys. Jeg vil gerne give ham hyggelige oplevelser til jul, som han kan bære videre med sig i livet, siger han.
Julehjælpen anno 2012 kommer i form af et gavekort til et supermarked, så familierne selv kan gå ud og købe and, konfekt og juletræ. Gavekortet kan dog ikke bruges til øl, vin og spiritus. Afhængig af familiens økonomiske situation ligger donationerne mellem 700 og 1200 kr.