Udenrigsministeriet har skærpet sin rejsevejledning til Egypten.
Tidligere var turistdestinationerne ved Det Røde Hav undtaget advarslen, men nu fraråder ministeriet alle ikke-nødvendige rejser til hele Egypten.
Landet har været plaget af uroligheder den sidste uges tid, og omkring 150 egyptere meldes dræbt.
Mange tusinde demonstranter har været på gaden i hovedstaden Kairo og andre større byer i protest mod den mangeårige regeringschef Hosni Mubarak.
Udenrigsministeriet kalder situationen i Egypten for "uforudsigelig".
"Danskere, som opholder sig i områder med demonstrationer og uroligheder, bør holde sig inden døre, så længe urolighederne fortsætter," skriver ministeriet på sin hjemmeside.
Udenrigsministeriet i Sverige, Finland og flere andre lande har allerede advaret deres borgere mod at rejse til Egypten - også ferieområderne ved Det Røde Hav.