I en tid, hvor kommunerne skal spare millioner af kroner på for eksempel ældrepleje og børnepasning, valgte Odense Kommune tirsdag aften at bruge 40.000 kroner af borgernes skattekroner på den tidligere DR-nyhedsvært Reimer Bo Christensen.
Reimer Bo var ordstyrer ved et debatmøde med 150 deltagere. Temaet var en planstrategi for Odense Kommune.
13.333 i timen
Hele seancen varede tre timer, og med en hyre på i alt 40.000 kroner kunne Reimer Bo gå derfra med en timeløn på 13.333 kroner.
- Det er mange penge, som man kunne have brugt til noget bedre. Det er ikke nødvendigt at hyre kendisser til at være ordstyrere ved et borgermøde, siger medlem af Odense Byråd for Enhedslisten Anna Rytter til Ekstra Bladet.