Til næste år skærer regionerne voldsomt ned på udgifterne til psykiatrien.
Og det kan betyde både færre sengepladser og hurtigere behandlingstid.
Kristeligt Dagblad har ringet rundt til regionerne, der lige nu forhandler om næste års budgetter.
Og regionerne lægger op til at spare 48 millioner kroner i Region Hovedstaden, 10 millioner i Region Sjælland og 12 millioner i Region Midtjylland.
Danske Psykiateres og Børnepsykiateres Organisation har nu skrevet et åbent brev til sundhedsminister Bertel Haarder (V), som i går blev offentliggjort i Politiken:
"Vores dagligdag er, at der lukkes afdelinger. At patienter, der burde behandles, end ikke bliver set. At der hele tiden er brug for senge, der ikke findes. At døgnafsnit ændres til femdøgnsafdelinger, så personalet hver fredag ikke aner, hvad de skal stille op med patienter, som ikke kan klare at komme hjem i weekenden," hedder det i brevet.
I Region Midtjylland er regionsrådsmedlem Andreas Steenberg (R) i øjeblikket med til at forhandle besparelser på psykiatriområdet på plads.
Her ender forhandlingerne med et minus på 12 millioner kroner til psykiatrien.
Andreas Steenberg (R) erkender, at det betyder ringere behandling af de sindslidende.
"Vi er desværre i den situation, at vi skal spare, og vi prøver at løse det ved at lægge afdelinger sammen, så der ikke bliver færre pladser, men patienterne kommer til at rejse længere," siger Andreas Steenberg til Kristeligt Dagblad.