En række af landets kommuner har gennem flere år haft akuttelefoner til borgere med psykiske problemer og deres pårørende.
Kommunernes Landsforening (KL) repræsenterer landets 98 kommuner. Her ser man dog ikke et særskilt akutnummer som en forbedret løsning, som en række fagfolk foreslår.
- Det er vigtigt, at der er en telefonisk akutindgang, som er tilgængelig døgnet rundt, og hvor der er mulighed for at få den relevante hjælp, siger Janet Samuel, kontorchef i KL's kontor for socialpolitik.
- Og så skal folk naturligvis kende den. Derfor synes vi, at det er mere oplagt at styrke 112 frem for at indføre et nyt nummer, siger hun i en skriftlig kommentar.
Syv fagfolk foreslår i Politiken fredag, at der skal være et akutnummer - 115- til psykisk sygdom, som skal fungere på linje med 112 og 114.
Forslaget har fået blandet modtagelse hos både politikere og psykiatriske foreninger.
Danske Regioner vil til gengæld gerne kigge nærmere på, om der skal være et akutnummer særligt til brug ved psykisk sygdom.
Det fortæller Sophie Hæstorp Andersen (S), som er formand for Danske Regioners psykiatri- og socialudvalg.
- Jeg mener, at folk, der har en psykisk sygdom, skal behandles lige så godt som folk med en fysisk sygdom. Derfor synes jeg, det er et spændende forslag, som vi skal dykke lidt mere ned i, siger hun.
Spørgsmålet er, hvordan det bliver gjort bedst muligt. Man skal nemlig passe på med at oprette "en masse enkeltstående veje" ind i sundhedsvæsenet, da det kan forvirre borgerne.
- Vi har i regionerne foreslået at have et fælles vagtlægenummer i hele landet, der skal hedde 113.
- Spørgsmålet er, om vi skal udbygge det med et særligt 115-nummer, så man kun har et sted at ringe hen, hvis det er psykisk sygdom, som ikke er akut eller livstruende, siger Sophie Hæstorp Andersen.
Hun understreger, at borgerne altid skal ringe 112, hvis der er tale om noget akut eller livstruende - og det skal gælde med eller uden et specifikt nummer til psykisk syge.
/ritzau/