Ældre kan få betydeligt beløb til at forsøde pensionstilværelsen
- Dem med lidt lavere indkomst, som ikke modtager den fulde ældrecheck, de får op mod 5000 kroner ekstra næste år, siger Mads Moberg, seniorøkonom i Danica Pension. Foto: Danica Pension
Regeringen og DF er enige om at give ældre en højere pension og lov til at arbejde mere uden modregning.

Det er særligt folk i pensionsalderen, der fortsat arbejder, som bliver belønnet i fredagens aftale om næste års finanslov.

Desuden får pensionister helt generelt flere penge på lommen som følge af aftalen, og det gavner særligt dem, som ikke har en høj indkomst.

- For pensionister med en højere indkomst er der ikke så meget ekstra i rådighedsbeløb.

- Den store gruppe, som ikke får det fulde pensionstillæg, de får med det højere fradrag 4600 kroner ekstra til næste år. Parrene får godt og vel 9500 kroner.

- Dem med lidt lavere indkomst, som ikke modtager den fulde ældrecheck, de får op mod 5000 kroner ekstra næste år, siger Mads Moberg, seniorøkonom i Danica Pension.

Regeringen og DF vil altså give et løft til pensionister med mellemindkomster. De bliver i dag modregnet i ældrechecken og pensionstillægget, fordi de har sparet op til deres egen pension.

Fremover må folkepensionister tjene mere ved siden af pensionen. Beløbet hæves fra 60.000 kroner til 100.000 kroner om året.

I den nye finanslov er det blevet besluttet, at folkepensionen fremover bliver reguleret fuldt ud med lønudviklingen i samfundet.

Folkepensionens grundbeløb stiger i 2019 og skal fra 2020 følge lønudviklingen, lyder det i finanslovsaftalen.

Det er satsreguleringen, der bliver sløjfet.

- De pensionister, som arbejder og tjener 100.000 kroner, kan få et forhøjet pensionstillæg på 12.300 kroner, der kommer oven i de 4600 kroner, som den enlige pensionist får via forhøjelse fra fradrag, siger Mads Moberg.

Seniorpræmie gives, hvis man arbejder fuld tid det første år, efter at man når folkepensionsalderen.

- Det er et betydeligt beløb, man kan få til at forsøde pensionstilværelsen, hvis man arbejder ekstra, siger Mads Moberg.

/ritzau/

/ritzau/
via Listen To News