Psykisk syge skal låses inde i en gummicelle, så de ikke kan gøre skade på sig selv eller andre.
Det kontroversielle forslag kommer fra regeringen, der understreger, at målet er at begrænse brug af tvang af psykisk syge.
"Men når jeg så vil give de psykiatriske afdelinger mulighed for at putte folk i gummicelle, så er det for at undgå, at personalet spænder patienterne fast til en seng. For det er et endnu større indgreb mod deres frihed," siger sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) til Politiken.
Regering vil samtidig give det psykiatriske hospital Sikringen i Nykøbing Sjælland lov til at bruge en metode, hvor patienterne går rundt med remme mellem armene og mellem benene, så de ikke kan slå eller sparke.
SF's social- og psykiatriordfører Özlem Cekic undrer sig over sundhedsministerens forslag:
"Han kommer med et forslag, som er tvang. Han siger, det afløser et andet forslag, som også er tvang. Indtil videre har vi ikke set et eneste forslag fra Jacob Axel Nielsen, der kommer med bud på, hvordan man halverer anvendelsen af tvang," siger Özlem Cekic til Nyhedsbureauet Newspaq.