Nu skal der klarhed i sagen om danske soldaters rolle i forbindelse med udlevering af fanger i Irak og Afghanistan til tortur og drab.
På et samråd i Folketingets Forsvarsudvalg torsdag fortalte forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V), at forsvarsministeriet nu kommer med en redegørelse, der skal kaste klarhed over sagen.
Redegørelsen skal blandt andet omfatte de seneste afsløringer, som er kommer frem i lyset efter offentliggørelse af hemmelige dokumenter på Wikileaks.
Her er det kommet frem, at danske soldater måske har været vidende om at udleverede fanger blev tortureret.
"Jeg har bedt om en skriftlig redegørelse fra Forsvarskommandoen. Derefter vil Forsvarsministeriet fremlægge en samlet skriftlig redegørelse for Folketinget. Redegørelsen vil vise, at flere at de informationer, der er kommet frem på Wikileaks, allerede var lagt frem for Folketinget," siger forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V).
I oppositionen ser man frem til redegørelsen, som man mener er kærkommen.
"Der er situationer, hvor det lader til, at man lader andre gøre det beskidte arbejde for sig," siger Holger K. Nielsen, der er SF's medlem af forsvarsudvalget.
Han hentyder til, at danske soldater måske har overdraget fanger til afghanske styrker. Efterfølgende er fangerne blevet udsat for overgreb.
Forsvarsministeren vil ikke sætte en specifik dato på redegørelsen, men siger kryptisk, at den bør være klar til næste år.
"Jeg ville gerne have redegørelsen klar til dette folketingsår, men der er et skriftligt arbejde i gang i Forsvarskommandoen, og jeg har nedsat en taskforce i forsvarsministeriet, der arbejder på den. Jeg vil love, at vi bliver færdige så hurtigt som muligt, og at det ikke kommer til at tage år," siger Gitte Lillelund Bech.
Enhedslistens Frank Aaen, der er en af de største kritikere af krigene i Irak og Afghanistan, mener, at redegørelsen er velkommen, men frygter en syltekrukke.
"Jeg vil sige det sådan, at det nok er bedst for regeringen, at redegørelsen først kommer i næste folketingsår og ikke nu," siger Frank Aaen.