Der skulle have været indført nye, høje afgifter på sprøjtegift i landbruget. Det lovede regeringen tilbage i 2008.
Tre år senere betaler landmænd stadig lige lidt i afgift, til gengæld får de en halv milliard hvert år som kompensation for det, de skulle have betalt ekstra. Det skriver Jyllands-Posten.
Og det er under al kritik, mener Socialdemokraternes miljøordfører Mette Gjerskov.
"Tingene hænger ikke sammen. Regeringen har betalt landbruget, men de har ikke opkrævet afgiften. Og det kan landbruget jo være glade for, men det der er problemet er, at det går altså ud over vores fælles drikkevand," siger Gjerskov til Newspaq.
Forbruget af sprøjtegifte ligger i dag 52 procent over regeringens mål.
"Vi har stadig et meget højt forbrug af gift i landbruget, som havner i grundvandet og i vores drikkevand. Når du og jeg åbner for vandhanen, så kan vi simpelthen ikke vide, om der er giftrester i det vand, der kommer ud," understreger Mette Gjerskov.
Skatteminister Peter Christensen (V) siger, at tekniske problemer ligger til grund for den forsinkede afgift. Han understreger yderligere, at tilskuddet til landmændene, som er kommet i form af skattelempelser, også havde til formål at få produktionen op.
Kilde: Jyllands-Posten