Hvis det står til EU-Kommissionen, skal EU fremover kunne bestemme, hvornår det er tilladt at strejke.
Men nu lover den danske regering, at den vil kæmpe imod begrænsninger i retten til at nedlægge arbejdet i protest, skriver Fagbladet 3F.
- Regeringens holdning er fuldstændig klar: Konfliktretten er en fundamental rettighed, som regeringen bakker op om. Det vil naturligvis være grundlaget for den danske holdning i forhandlingerne om forslaget, der i øvrigt kræver enstemmighed, siger beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) til bladet.
Ministeren vil dog ikke uddybe, om det også betyder, at Danmark vil stemme nej til forslaget.
EU-forslaget vil - hvis det bliver vedtaget - betyde, at EU-domstolen kan forbyde en strejke eller faglig blokade, hvis den ikke er forenelig med den fri bevægelighed i det indre marked.
Fagforeningen 3F tager skarpt afstand fra forslaget, og her håber man, at regerings udmelding betyder, at forslaget vil blive lagt helt ned.
- Jeg håber, at det betyder, at Danmark vil bruge sin vetoret mod forslaget, hvis der ikke er andre lande, der gør det, siger Lars Lyngse fra 3F's formandssekretariat.
I fællesskab har dansk og svensk LO således sendt en protest mod Kommissionens forslag.
- Det er vigtigt at få ligebehandling af udstationerede og lokale arbejdere, og her er forslaget helt utilstrækkeligt. Tværtimod betyder det, at Kommissionen går ind og blander sig i konfliktretten, der bør være et nationalt anliggende, forklarer Lars Lyngse til fagbladet.
Kilde: Fagbladet 3F