Den nye regering har planer om at give danskerne yderligere lettelser på topskatten, men det går stik imod Socialdemokraternes løfter fra valgkampen.
Seks dage før folketingsvalget udsendte daværende finansordfører Morten Bødskov (S) en pressemeddelelse, hvor han "afviser enhver tanke om at sænke topskatten for de rigeste".
Men nu er den nye regering vendt, og man er klar til at overtage de såkaldt nedfrosne topskattelettelser, som VK-regeringen har planlagt skulle optøs i 2014. Det skriver Politiken.
"Regeringen har jo i regeringsgrundlaget lagt op til en skattereform, der markant sænker skatten på arbejde," siger De Radikales Morten Østergaard.
Samme melding kom i går fra den nye SF-skatteminister, Thor Möger Pedersen. De danskere, der tjener nok til at betale topskat, kan i 2014 samlet set se frem til at slippe 1,7 milliarder kroner billigere i topskat.
Målet er flere arbejdspladser og en stærkere samfundsøkonomi, men vendingen vækker forundring.
"Desværre ser det ud, som om de radikale er blevet så stærke, at de kan rulle beskatningen af bankerne og millionærerne tilbage - og til gengæld få topskattelettelser ind," siger Enhedslistens Frank Aaen.
Han bakkes op af blandt andre Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl, som kalder det absurd.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) mener ikke, at Socialdemokraterne har været uærlige.
"Næ, vi vil fremlægge en fuldt finansieret skattereform," siger hun til Politiken.