Hjemmeboende elever på landets erhvervsskoler bliver skåret fra godt 6.300 kroner om måneden til cirka 3.400 kroner i skolepraktikydelse.
Det har regeringen og Dansk Folkepartis aftalt i spareplanen, der i alt skal sørge for, at Danmark med besparelser for 24 milliarder lever op til EU's konvergenskrav.
I LO frygter formand Harald Børsting, at besparelsen får unge hjemmeboende over 18 år til at droppe deres uddannelse, skriver DR.
De Konservatives uddannelsesordfører, Rasmus Jarlov, kalder besparelsen nødvendig.
"Det er klart vi ville ikke have valgt at gøre det her, hvis vi havde masser af penge, men situationen er svær. Jeg har fuld forståelse for, at der er nogle der synes, at det her er en lille smule hårdt, men desværre har vi skulle finde nogle penge rundt omkring," siger Rasmus Jarlov til DR.
Dansk Arbejdsgiverforening bakker op om at skære i skolepraktikydelsen.
"Nogle af de initiativer, der samlet set gerne skulle få mere gang i dansk økonomi og i den private sektor, de kan føre til, at der bliver bedre uddannelsesmuligheder i den private sektor og flere praktikpladser, siger Henrik Bach Mortensen til DR.