Regeringen er uansvarlig, og det er deres skyld, at krisen kradser i Danmark.
Sådan lyder den hårde kritik fra 25 af landets førende økonomer, deriblandt den kommende overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.
Når krisen blev så dyb, skyldes det, at VK-regeringen lod stå til under den buldrende højkonjunktur.
"Den medløbende finanspolitik fra 2005 og frem til 2007 stimulerede den økonomiske vækst, så derfor har man selv bedt om problemerne. Den pressede efterspørgslen i samfundet op på et uholdbart niveau," siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen til Ritzau/RB Børsen.
Og det koster samfundet arbejdspladser.
Selvom bunden er nået og BNP ikke falder længere vil krisen fortsat øge antallet af ledige en tid endnu, vurderer overvismanden, ifølge epn.dk.
"Vi kan kun takke os selv for, at krisen i Danmark blev langt mere dyb end i andre lande," siger han.