Kun en gris døde, og fire måtte aflives, da taget gav efter i Sindal i Nordjylland, men nu er grisekaosset endelig overstået og de resterende grise er igen i en lun stald, det oplyser P4 Nordjylland.
I over et døgn arbejdede op mod 16 mand for at redde 1.000 slagtegrise ud fra en staldbygning, hvor taget var kollapset på grund af den enorme vægt, som sneen udgjorde for tagkonstruktionen.
"Det er gået rigtig godt. Kun én gris er fundet død, mens fire grise er kommet så meget til skade, at de nok skal aflives. Det er fantastisk billigt sluppet," siger indsatsleder Knud Børge Møller fra beredskabet i Hjørring.
Og ifølge indsatslederen har grisene ikke lidt overlast.
"Grisene stod i nogle lommer, hvor der var dejligt lunt. De virkede faktisk til at hygge sig," siger Knud Børge Møller.
Alle grise flyttes til andre svinestalde i området, og for landmanden handler det nu om at få en aftale med forsikringsselskabet.
Om flere tage i den kommende tid giver efter for vægten af sneen, vides ikke, men en bygningskonstruktør siger, at brede flade tage er mest udsatte. Den slags tage er oftest at finde på sportshaller og staldbygninger.