Svineinfluenzaens udvikling i Storbritannien har nået nye højder i negativ retning.
For første gang er en ellers rask mand død af svineinfluenza - Influenza A. Han fejlede ikke noget i forvejen.
Det meddeler et hospital i den britiske by Essex ifølge flere internationale medier.
Alle tidligere britiske ofre for sygdommen har været svækket af andre ting end den hastigt voksende influenza-pandemi, skriver avisen The Guardian.
15 briter er nu døde af influenzaen, og tallet er blevet fordoblet alene den seneste uge. Dertil kommer 43 alvorligt syge personer. De hårdest ramte områder er London og the West Midlands. Dødsfaldene er fordoblet på en uge.
Med cirka 9.700 tilfælde af Influenza A er Storbritannien det tredjehårdest ramte land. USA og Mexico - der hvor sygdommen begyndte - topper listen.