Der har aldrig på noget tidspunkt i hans karriere været et øjeblik, hvor han har givet udtryk for at sætte sit lys under en skæppe.
Den amerikanske superstjerne Kanye Wests ego er da bestemt heller ikke blevet mindre siden 2010, hvor han udgav den anmelderroste plade "My Beautiful Dark Twisted Fantasy".
I et nyt interview med BBC1's radiojournalist Zane Lowe udråber han sig selv til at være på samme niveau som poppens afdøde konge, Michael Jackson.
- Jeg er nået til et punkt, som selv ikke Michael Jackson kunne nedbryde. Jeg har nået glasloftet som kreativ person og som kendis, fortæller Kanye West.
Helt ensomt er der dog ikke på toppen. West mener nemlig, at det er hele rap-genren som sådan, der har nået de svimlende popularitetshøjder sammen med ham. Og med rapikonet selv på den absolutte trone, bliver Kanye West en ledestjerne, der ifølge ham selv skal nedbryde kulturelle grænser.
- Vi er kultur. Rap er de nye rockstjerner. Vi er de nye rockstjerner, og jeg er den største af dem alle sammen, slutter han.
Newspaq