Den 24-årige Randers-spiller Nicolai Poulsen skal de kommende måneder tørne ud for den norske klub Sarpsborg, der ligger i toppen af den norske liga.
Midtbanespilleren bliver udlejet for resten af 2017, skriver den kronjyske fodboldklub på sin hjemmeside.
Det sker, fordi han på det seneste har haft svært ved at tilkæmpe sig spilletid i superligaklubben.
- Vi føler, at han har brug for luftforandringer for at komme tilbage på det niveau, han havde for et år siden, hvor han blandt andet var udtaget til OL-landsholdet, siger Randers-direktør Michael Gravgaard.
- Det er vigtigt at understrege, at vi stadig tror på Nicolai, som er en spiller med Randers-dna, så der er i den grad tale om udvikling og ikke afvikling, tilføjer Gravgaard.
Nicolai Poulsen ser frem til at prøve noget nyt efter at have spillet for Randers i hele seniorkarrieren.
- Det bliver lidt mærkeligt at skulle væk fra den klub, jeg altid har været i. Men muligheden for spilletid og en anderledes fodboldoplevelse har vægtet højt i mine overvejelser.
- Jeg stiller store krav til mig selv, og målet er nu at komme tilbage på det spor, jeg tidligere har været i for et års tid siden.
- Samtidig bliver det spændende at prøve noget helt nyt på et tophold i Norge, siger Poulsen.
Sarpsborg ligger aktuelt nummer to i den norske Eliteserie med syv point op til førerholdet, Rosenborg.
Der er spillet 19 ud af 30 spillerunder.
/ritzau/