Randers FC har valgt at afskedige deres cheftræner Ove Christensen. Det meddeler klubben på sin hjemmeside.
Fyringen sker med øjeblikkelig virkning.
"Det er med stor beklagelse, at vi finder det nødvendigt at afskedige Ove med øjeblikkelig virkning. Randers FC skylder Ove en stor tak for hans indsats i klubben, men vi har fundet det nødvendigt at ændre på trænersammensætningen i klubben i forhåbningerne om at sikre os endnu en sæson i landets bedste fodboldrække," siger Randers FCs direktør Jacob Nielsen.
Den fyrede træner siger tak for en god tid, men beklager de få sejre.
"Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak til spillere, stab, administration, ledelse, samarbejdspartnere, sponsorer og ikke mindst fans for et godt samarbejde. Jeg tror godt, at alle ved, at jeg sætter stor pris på alle i og omkring Randers FC. Som træner bliver man bedømt på resultater og tre nederlag, tre uafgjorte resultater og kun to sejre har ikke været godt nok. Tak for den støtte og opbakning, som jeg har fået i Randers FC."
Ove Christensen kom til Randers FC i oktober 2009 og reddede sidste år holdet fra at rykke ned.
Kilde: Randersfc.dk