Håndboldklubben Randers HK har i denne sæson ikke haft de indtægter, som den havde håbet på, og derfor skærer klubben ned på spillerbudgettet til den kommende sæson.
Cheftræner Niels Agesen kommer dermed ikke til at råde over det spillerbudget, som han i første omgang troede, at han havde til rådighed i næste sæson.
Det skriver TV2.
De kontrakter, som klubben har lavet til den kommende sæson, står dog fortsat ved magt. Det siger bestyrelsesformand i Randers HK, Peter Møller-Lassen, til Randers Amtsavis.
- Det har handlet om at fremtidssikre, at vi har et ligahold, og det kommer vi til at have. Men det bliver et ligahold på et mindre budget, end vi har haft tidligere, siger Peter Møller-Lassen.
Randers HK har de seneste 14 dage arbejdet på at skaffe flere sponsorkroner til klubben. Og det er lykkedes.
Ifølge Randers Amtsavis har klubben skaffet et syvcifret beløb.
- Vi har heldigvis nogle gode venner af huset, som brænder lige så meget for Randers HK, som vi selv gør i bestyrelsen, så vi er lykkedes ganske udmærket med at sælge ekstra sponsorater i de seneste to uger, siger Peter Møller-Lassen.
Men de nyerhvervede sponsorkroner kan ifølge bestyrelsesformanden ikke forhindre klubben i at præsentere et underskud for denne sæson. Klubben er dog ikke i fare for at helt at miste sit økonomiske fodfæste.
- Vi kommer ikke til at gå konkurs eller noget i den stil. Men vi kommer til at skære til, og vi kommer til at arbejde videre resten af sæsonen for at skaffe indtægter, siger Peter Møller-Lassen.
Randers HK ligger i øjeblikket på 10.-pladsen i HTH ligaen.
/ritzau/