Så er en af Oasis’ Gallagher-brødre igen ude efter en kollega. Tidligere har navne som Robbie Williams og Westlife stået for skud, men denne gang langer storebror Noel ud efter én, der er større og musikalsk mere sofistikeret end sig selv, nemlig kritiker-yndlingene Radiohead.
I sidste uge udtalte han således, at Radiohead er godt gammeldags kedelige og har været det siden gennembrudshittet ’Creep’:
»Lige meget hvor meget I sidder dér og snakker om, at vi alle er fortabte, så vil folk hellere høre ’Creep’. Kom over det! Jeg gik aldrig på universitetet eller kunstakademiet,« blærede han for ligesom at lægge afstand til den finere og indadvendte kunst.
Nu har Radioheads forsanger givet igen. På sin hjemmeside svarer Thom Yorke kort, men ikke desto mindre tydeligt, på kritikken:
»Men det gjorde jeg, og det lærte mig at respektere andre kunstnere.«
Sådan.