Radikale til forsvar for virksomheders skat

De Radikale tror ikke på, at åbne skattelister vil få multinationale selskaber til at betale skat i Danmark.
De Radikale mener ikke at det giver nogen idé, at multinationale virksomheder skal oplyse, om de betaler skat i Danmark.
De Radikale mener ikke at det giver nogen idé, at multinationale virksomheder skal oplyse, om de betaler skat i Danmark. Foto: Søren Møller Jensen /Newspaq

Det Radikale Venstre gør sig ikke forhåbninger om, at millionerne begynder at rulle ind i statskassen, efter at partiet sammen med resten af regeringen og Enhedslisten har været med til at indføre åbne skattelister.

Ordningen skal gøre det muligt for alle at se, hvor meget skat virksomhederne betaler. På den måde håber Enhedslisten, at man kan presse de selskaber, der ikke betaler skat i Danmark, til at begynde på det.

Men det tror den radikale skatteordfører, Nadeem Farooq, ikke vil ske.

- For os er åbne skattelister ikke et mirakelmiddel i forhold til at få flere selskaber til at betale skat. Jeg tror ikke på, at milliarderne pludselig vil vælte ind, siger han.

Den Radikale tanke med skattelisterne er derimod at gøre op med en myte blandt danskerne om, at de multinationale selskaber snyder med skatten.

- I befolkningen er der en udbredt opfattelse af, at multinationale selskaber ikke betaler skat i Danmark. Og derfor har vi skønnet, at det er nødvendigt med større gennemsigtighed for at gøre op med de her myter, siger Nadeem Farooq.

Han understreger samtidig, at de åbne skattelister er en del af en samlet ny lovpakke, der blandt andet også indeholder skrappere kontrol og gør, at det bliver sværere for selskaberne at skubbe underskud frem.

- Det er en del af en samlet pakke, som både skal gøre op med nogle myter, men også have en præventiv effekt over for de virksomheder, der måske er lige lovlig kreative i forhold til at flytte rundt med deres skattebetalinger, siger Nadeem Farooq.

Han tror dog ikke på, at det vil få de 30 procent af selskaberne, som ifølge Skat slet ikke betalte skat i perioden 2006-08, til at finde pengepungen frem.

Samtidig advarer han mod, at man fra Christiansborg skal passe på ikke at drive hetz mod de store selskaber.

- Det påhviler os politikere fremover ikke at fortsætte en hård kurs mod de multinationale selskaber, men sikre nogle rammevilkår for virksomhederne, så det er attraktivt for dem at være i Danmark.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.