De Radikale blev næsten overdynget med stemmer d. 15. september og her næsten tre uger senere, er de klar ting at gå i regering med Socialdemokraterne og SF.
Den Radikale folketingsgruppe og landsledelse har enstemmigt takket ja til regeringsgrundlaget, kunne en smilende partileder, Margrethe Vestager, fortælle efter dagens gruppemøde.
Og det selvom der, med Vestagers egne ord, var "hårde nødder at knække". Men resultatet er værd at være stolt over, siger hun.
"Det er et regeringsgrundlag, som alle tre partier kan stå inde for. Vi har lavet en fælles politik. Det er derfor, vi har brugt 15 dage på det."
Alt tyder på, at Margrethe Vestager får et nyoprettet økonomiministerium, men om det er tilfældet, vil hun endnu ikke afsløre.
"Jeg har lagt billet ind til at blive minister," var alt, hun ville ud med.
Dermed er alt det formelle på plads. I aften skal de tre partiledere ringe rundt til deres fremtidige ministerkollegaer, og i morgen formiddag er de klar til at præsentere hele ministerholdet.