"Selvfølgelig skal vi i dialog med ekstremisterne". Så klar er udmeldingen fra den radikale retsordfører Morten Østergaard (R), der roser regeringen for at give Politiets Efterretningstjeneste (PET) lov til at indgå i dialog med ekstremister i et forsøg på at undgå uroligheder.
Justitsminister Brian Mikkelsen åbnede tidligere på dagen op for, at PET kan indgå i i dialog med militante ekstremister i Danmark.
"Det er fornuftigt, at man giver PET de redskaber, som de har brug for. Og når PET mener, at der er fornuftigt at indgå i dialog, så skal de selvfølgelig gøre det," siger Morten Østergaard til Newspaq.
Han mener, at der er klare fordele ved at tillade dialogen med ekstremisterne.
"Tiden må vise, om det vil lykkes, og det kan godt være, at der er nogen af ekstremisterne, der er uden for pædagogisk rækkevidde. Men vi ved jo fra blandt andet den tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen, at dialog ved tidligere lejligheder har vist sig at være et effektivt redskab for at forhindre uroligheder," siger han til Newspaq.
Morten Østergaard kalder hele den politiske debat om dialog eller ej med militante for hysterisk.
"Selvfølgelig skal vi gøre forsøget. Det koster ikke noget, og det ville være absurd ikke at prøve det af, når vi i øvrigt tror på, at det vil nytte. Det er bizart, at vi står med en diskussion, hvor emnet er, om dialog kan bruges som et redskab. For mig er det helt oplagt, at alle de steder man kan bruge dialog, der skal man da gøre det," siger Østergaard.