En ukendt hacker har hacket sig ind på Moskva domstols officielle hjemmeside og lagt forskellige sloganer op, der protesterer mod præsident Vladimir Putin, fortæller en talsmand fra retten.
Fredag i sidste uge idømte retten i Moskva tre medlemmer af protestgruppen Pussy Riot to års fængsel for såkaldt "religiøs hooliganisme".
I februar stormede kvinderne fra Pussy Riot katedralen i Moskva, hvor de fremførte en protestsang mod præsident Putin, der dengang var i valgkamp op til præsidentvalget - på trods af at han allerede har siddet i embedet i de tilladte to perioder.
Ud over anti-Putin slogans, havde den ukendte hacker også lagt Pussy Riots nyeste sang "Putin sætter ild til revolutionens bål" ind på hjemmesidens forside.
Øverst i hjemmesidens højre hjørne stod et telefonnummer med kommentaren "Spørg Zhenya".
Den person, der tager telefonen, når man ringer nummeret op, er bloggeren Yevgeny Volnov, der efter sigende ikke kender noget til hackerangrebet mod rettens hjemmeside.
- Men hackerens reaktion er ret forståelig, siger Yevgeny Volnov og hentyder til, at hackeren højst sandsynligt vil vise sin sympati med de tre fængslede medlemmer af Pussy Riot med aktionen.
Retten opdagede hackerangrebet tirsdag morgen og lukkede straks siden ned, så besøgende kun blev mødt af beskeden "Hjemmesiden kan ikke blive fundet lige nu".
Hjemmesiden er nu blevet renset for alle protester mod Putin og har igen fået et billede af rettens bygning og informationer om åbningstider og kontaktinformationer på forsiden.
/ritzau/