Nikolaj er smart-i-en-fart reklamebureaumand i 30 erne. Mor Birgit er efterlønner og enormt glad for kurserne på VUC. I Nikolajs nye firehjulstrækker kører de til mormorens begravelse i Jylland. En tur, der tager fire timer og byder på masser af irritationsmomenter, konflikter og uheld.
Selvom På tur med mor ikke er et direkte afskriv af virkeligheden, indrømmer de to satirikere og manuskriptforfattere Oliver Zahle og Jens Korse gerne, at de har hentet stor inspiration i deres eget liv og forholdet til moar.
Helt konkret holder Jens Korses egen mor meget af VUC, og ideen til radiosatiren i 24 dele kom samtidig med, at de skulle køre sammen til en begravelse i Sønderjylland.
Meget vigtigt job
De to forfattere bor også begge i København og har et såkaldt fedt job henne i medieverdenen.
»Nikolaj synes selv, at hans job er meget vigtigt, og normalt er han sammen med folk, der mener det samme som ham selv, men fordi moderen ikke forstår hans reklamebureau-sprog, stiller hun de forkerte spørgsmål og kommer på den måde til at prikke til hans selvopfattelse. Hun konfronterer ham med, at det ikke er hjertekirurgi, han laver,« siger Oliver Zahle.
»Vi har jo heller ikke et arbejde, der betyder liv eller død, men vi kan alligevel hidse os voldsomt op og mene, at en eller anden lille detalje er genialt eller en katastrofe. Og så er det meget sundt at snakke med ens mor. Når jeg fortæller hende, at vi har lavet en dummy-film – som bare betyder prøvefilmning – og hun så tror, at det er en dogme-film, så kommer man jo i tanker om, at det i virkeligheden ikke er så skide vigtigt,« siger Jens Korse.
De to forfattere har taget udgangspunkt i deres egne oplevelser og digtet nogle historier til.
»Men vi ville aldrig tale sådan til vores mor, som Nikolaj gør,« siger 38-årige Oliver Zahle.
Sine forældres børn
Ud over den let genkendelige linedans mellem generationer handler På tur med mor også om, at lige meget hvor voksen man bliver, vil man altid være sine forældres børn.
Hvilket i Oliver Zahles tilfælde kan betyde, at ens mor siger pas nu på , når man skal i byen, og man synes, hun er latterlig, fordi man er 36 år gammel, og så skvatter man alligevel på trappen med et glas i hånden, så man skal på skadestuen og syes og ikke kan være med til arbejdsweekend i sommerhuset, fordi man har forbinding på, og ens fætre synes, man er totalt umoden.
Vi har talt meget om, at vi ikke bliver mere voksne, end vi er nu,« siger Jens Korse, som er 40 år, og hentyder til, at da man var 15, kiggede man på dem, der var 40 og tænkte, at dem dér, de har styr på det.
»Men vi har ikke en skid styr på det, og det har vores venner heller ikke.«