Tæsk og trusler gjorde ham syg, og så blev han fyret. Men i dag var der om ikke andet et økonomisk plaster på sjælens sår for en jysk lærer.
I dag omstødte Højesteret nemlig den landsretsdom, der havde frikendt forsikringsselskabet for erstatningsudbetaling. Det var landets højeste retsinstans ikke enig i, og dommen i dag udløser nu en erstatning på 1 million kroner til den arbejdsskadede lærer. Hans erhvervsevnetab vurderes til at være 65 procent.
Forsikringsselskabet ACE European Group Limited skal udover erstatningen også betale sagens omkostninger på 300.000 kroner.
Årsagen til arbejdsskaden ligger 11 år tilbage. Den gang var læreren i 1999 ansat på et observationshjem for adfærdsvanskelige unge og arbejdede med specialundervisning. Her blev han overfaldet af en elev bagfra, mens han stod ved tavlen. Overfaldet var så barskt, at læreren måtte flygte ud af klasseværelset.
Efter et par måneder var den jyske lærer dog tilbage i skolen igen, men blot 10 måneder senere måtte han igen forlade jobbet. Nu havde en anden elev truet ham med at gentage præcis samme overfaldsform, næste gang han stod med fronten mod tavlen og ryggen til klasseværelset.
Det kunne hans psyke ikke holde til. Læreren fik en moderat til svær depression som følge af posttraumatisk belastningsreaktion. Med dommen fra Højesteret i dag har han endelig fået anerkendt, at overfaldet og truslerne faktisk smadrede hans erhvervsevne.