Lørdag aftens fest sluttede voldsomt for en 28-årig århusianer, da han søndag morgen klokken 8:45 blev overfaldet og tildelt seks til syv spark i hovedet.
"Der var samlet en gruppe mennesker omkring Nørre Allé i Århus i en form for drikkelag. Der opstod nogle uoverensstemmelser, fordi nogen mente forurettede var provokerende. Det afstedkom så, at de to mænd angreb forurettede, først med slag og derefter med spark," forklarer politiassistent ved Østjyllands Politi Anders Uhrskov.
Offeret kom ned at ligge, mens overfaldet fortsatte, men da ambulancen kom, ville den 28-årige ikke med.
"Der skete ikke store skader på forurettede, som blev tilset af en ambulance. Da han ikke ønskede yderligere behandling, kørte ambulancen igen," siger Uhrskov
De to overfaldsmænd, som er kendt af politiet, blev begge anholdt. De er nu sigtet for vold.
Politiet har afhørt vidner på stedet. Nu er det op til anklagemyndigheden, om der skal rejses tiltale mod gerningsmændene.