Der bliver spyttet recepter på medicin mod angst og depression ud som aldrig før - især i provinsen.
Overordnet set er antallet af netop disse recepter steget med 12 procent til 440.000, viser tal fra Lægemiddelstyrelsen, skriver LO's ugebrev A4.
Tallene viser samtidig, at det ikke er helt lige meget, hvor i landet du befinder dig. Der er nemlig store geografiske forskelle på, hvor der bliver udskrevet flest recepter.
På Langeland får hele 12 procent af kommunes indbyggere - det vil sige mere end hver tiende - receptpligtig medicin mod depression og angst, mens det kun er fem procent af borgerne i Allerød kommune, som får medicinen.
Ifølge formanden for Praktiserende Lægers Organisation, Henrik Dibbern, er årsagen til, at provinsen er på piller, at der ikke er læger nok til det voksende antal syge.
"Vi vil jo gerne yde en eller anden form for hjælp, og hvis vi ikke kan tilbyde samtaleterapi til samtlige, og det tror jeg ikke, vi kan, så er medicinen jo den anden hjælpemulighed, vi har," siger Henrik Dibbern.