De fleste vil formentlig ikke kalde tv-stjernen Sarah Jessica Parker for tyk.
Tværtimod er Sex & The City-stjernen ofte af medier blevet kritiseret for at være for mager, senet og have et langt, tyndt ansigt. Men i Hollywood er idealet som bekendt mere ekstremt - så da Sarah Jessica Parker som ung skuespillerinde fik hovedrollen i den romantiske film "Honeymoon in Vegas", blev hun af produceren bedt om at passe på vægten, fortæller tv-stjernen til Metro.
Produceren havde endda en ikke særlig subtil måde at fortælle den dengang 27-årige Sarah Jessica Parker, at hun skulle tabe sig. Han sendte nemlig et løbebånd til hende, som hun skulle benytte flittigt, mens hun indspillede en anden film, så hun kunne være klar til Honeymoon-optagelserne.
Sex & The City-stjernen vil ikke hænge produceren ud ved navn, da hun føler, det først og fremmest var hendes eget ansvar, at hun gik med til hans krav om vægttab. Hun var ung og nem at påvirke, fortæller hun.
Sarah Jessica Parker er kendt for sin spinkle figur med en højde på blot 160 cm og en tøjstørrelse, der har svinget imellem 34 og 30 - i danske størrelser. Hun har altid været slank, men med alderen er hendes krop både blevet tyndere og mere trænet.