Hjemmehjælperen suser ind og ud af døren til fru Jensen. Men har ikke tid til at spørge fru Jensen, hvornår hun sidst var i bad.
Det bliver de ældre, der betaler prisen, når plejehjem og hjemmehjælp de næste fire år bliver privatiseret, mener Dennis Kristensen, formand for omsorgsansatte i fagforeningen FOA.
”Vi får en endnu mere forjaget ældrepleje,” siger Dennis Kristensen om den aftale, kommunerne og regeringen forleden indgik.
Hvem skal betale?
Kommunerne skal hvert år sende ny velfærd for over tre mia. kroner til private firmaer. Og det er særlig ældreplejen, der nu skal overtages af private firmaer som Falck og ISS.
”Vi så, da rengøring blev udliciteret på skolerne, at firmaerne konkurrerede røven ud af bukserne. Kvaliteten blev ringere, og de ansatte skulle løbe stærkere,” mener Dennis Kristensen.
Han kalder aftalen en bombe under velfærdssamfundet.
”Det bliver de gamle, der betaler prisen. Man kan ikke præcis skrive i en kontrakt, hvad fru Jensen har brug for. Hvis fru Jensen har det rigtig skidt en dag, har kommunen jo ikke bestilt ekstra omsorg, og firmaer har ikke pligt til at tage sig af det,” siger FOA-formanden.
Sludder
Indenrigsminister Bertel Haarder (V) er lodret uenig i kritikken.
”Det er en påstand, der kan afvises med henvisning til tilfredshedsundersøgelser. For eksempel i Solrød, hvor man også sparede penge på at overdrage en del af plejen til et privat firma,” siger Bertel Haarder.
Hen medgiver dog, at udlicitering er ”lidt uvant på ældreområdet”.
”Min forventning er, at vi kan få det gjort bedre for de samme penge eller lige så godt for færre penge,” siger Bertel Haarder.
Prislister
Dennis Kristensen frygter, at prislister og ikke plejernes faglig skøn afgør, hvilken omsorg de ældre skal have.
”Private firmaer vil skulle konkurrere på tiden til de ældre og kvalitet, og det vil give ringere ydelser og dårligere arbejdsmiljø,” siger Dennis Kristensen.