Fødevarekrise, højere mælkekvoter og brasiliansk importforbud rammer nu danskerne med en ’kød-hammer’ midt i grillsæsonen.
I år må man derfor grave ekstra dybt i lommerne, hvis der skal bøffer på sommermenuen, da prisen på oksekød er steget voldsomt.
For blot et par måneder siden kostede eksempelvis en tykstegsbøf á 200 gram cirka 26 kroner i Irma. I dag har prisen taget et gevaldigt hop opad og koster nu helt op til 44 kroner.
- Jeg har ikke oplevet noget lignende før. Der er altid stigninger om sommeren, men slet ikke så voldsomme, siger slagtermesteren i Irma i Søborg, Anders Elong, som har 12 års erfaring i branchen.
Som en ekstra service overfor kunderne har han derfor valgt at sætte et skilt op i køledisken, hvorpå der står:
'Grundet store mangler på oksekød, vil der over sommeren desværre komme store prisstigninger og mulige mangler på oksekød'.
Stigninger hver dag
Også Bilka og Føtex har man bidt mærke i de stigende priser på oksekød.
Her koster sommerens tykstegsbøf 34 kroner, hvilket svarer til, at kunderne må betale cirka 30 procent mere, lyder det fra slagtermester i Bilka i Kolding Ivan Milther.
- Det er ikke nogen hemmelighed. Priserne er steget løbende. Rent indkøbsmæssigt er der stigninger hver dag, siger han.
Indkøbschef i Irma Hans Christian Ipland forklarer de voldsomme prisstigninger med en generel mangel på oksekød:
- Det er normalt, at prisen stiger hen over sommeren, men i år har den fået et ekstra hug, fordi der mangler oksekød overalt, siger Hans Christian Ipland.
Det er også beskeden fra Lorenz Hansen, som er direktør for Oksekødsdivisionen i Danish Crown.
Han forklarer manglen på oksekød med situationen i Sydamerika. I februar måned trådte et midlertidigt EU-forbud i kraft mod import af oksekød fra Brasilien på grund af problemer med øremærkningen.
Det forbud kommer samtidig med, at Argentina har lavet et eksportforbud på oksekød på grund af de stigende kødpriser som følge af fødevarekrisen. Man vil sikre sig, at argentinerne selv har råd til at købe kødet.
Oven i alt dette nævner Lorenz Hansen højere mælkekvoter og de normale sommerprisstigninger, når landmændene lader køerne græsse lidt længere på denne tid af året.
- Summa summarum er der en underforsyning på oksekød, og det gør, at priserne stiger, forklarer han.