Sæt ham ned i løn.
Sådan lyder det fra danskerne i en ny Wilke-måling, når de skal forholde sig til det faktum, at prins Henrik modtager 8,1 mio. kr. om året i årpenge, selv om han formelt er gået på pension.
Men prins Henriks personlige ven, modekongen Erik Brandt, synes, at det er helt utilstedeligt, når danskerne gerne ser en lønnedgang til prinsgemalen.
- Det er helt urimeligt. Han har gjort så meget for Danmark. Han har rejst verden rundt, hvor jeg også har været med. Her har han stillet op til det ene og andet, siger Erik Brandt, der udelukkende har superlativer at sige, om hvad han kalder for et enestående menneske og en fantastisk repræsentant for Danmark.
I stedet for at fokusere på årpenge, burde danskerne se tilbage på Prins Henriks mange år i Danmarks tjeneste, siger Erik Brandt.
Set med vennens øjne bliver der også set lidt forkert på det, når man taler om Henriks pension.
- Det var ikke ligefrem ideelt, at hans pension blev proklameret af Dronningen i nytårstalen. Og han er heller ikke gået rigtigt på pension, for han knokler jo stadig og optræder på enestående vis som repræsentant for Danmark, siger Erik Brandt.