Ifølge premierminister Abhisti Vejjajiva er tropper og politistyrker ved at have opløst de mest voldsomme demonstrationer i hovedstaden Bangkok.
"Vi regner med, at i aften er vi i stand til at inddæmme en masse aktiviteter, således at vi kan fokusere på protesterne omkring regeringsbygningen," siger Abhisit til flere internationale nyhedsbureauer.
Ifølge nyhedsbureauet AFP har to mennesker mistet livet - den ene af dem er angiveligt en mand, der har kæmpet mod de omkring 4000 regeringsfjendtlige demonstranter i Bangkok, der har besat området omkring de centrale regeringsbygninger.
Lektor i historie og Thailandsekspert Søren Ivarsson fra Københavns Universitet peger på to faktorer, der har medvirket til de voldsomme konfrontationer.
"Det er helt nye virkemidler, der har været i spil. Der har f.eks. været meldinger om store tankbiler med gas, som demonstranter har kørt ind i centrale boligkvarterer og truet med at sprænge i luften. Samtidig har de seneste dage vist, at den her regering har politiets og militæres opbakning. Derfor får vi de her meget voldsomme konfrontationer," siger han til Nyhedsbureauet Newspaq.
Han vurderer, at de voldsomme demonstrationer med ildspåsættelse af undervisningsministeriet vil få store befolkningsgrupper i Thailand til at vende sig imod de ekstreme tilhængere af den afsatte premierminister Thaksin Shinawatra.
"Mange af dem, der støtter Thaksin, vil vende rødtrøjerne ryggen, fordi de mener, det er at gå for langt at angribe regeringsbygninger og sætte ild til dem. Som jeg læser nyhederne er politiet ved at få kontrol mod demonstranterne. Og demonstranterne er ved at miste opbakning, så forhåbentlig klinger det her af i løbet af et par dage," siger Søren Ivarsson til nyhedsbureauet Newspaq.