Sløjd og hjemkundskab til de ældste elever.
Det er blandt forslagene i et nyt skoleudspil fra Socialdemokraternes uddannelsesordfører Christine Antorini.
Socialdemokraterne vil give de praktiske fag og færdigheder en langt højere status i skolen, end de har i dag, skriver Berlingske.
"Vi kunne godt tænke os, at eleverne møder det praktiske fra 0. til 9. klasse, hvor de praktiske fag i dag oftest afsluttes i 6. klasse," siger Christine Antorini til avisen.
Initiativet "Ny Nordisk Skole", som Christine Antorini står bag sammen med SF's Nanna Westerby, skal sikre et uddannelsesmæssigt løft af de ufaglærtes og håndværkernes drenge.
Ideen er, at de praktiske færdigheder skal indgå i de boglige fag. F.eks. skal eleverne i matematik både udregne og producere en given genstand. Samtidig skal eleverne i udskolingen vælge praktiske fag.
"Alle skal have et praktisk fag - også de boglige piger. Uanset om man er bogligt orienteret eller ej, er det vigtigt at have de praktiske fag. De boglige bliver også dygtigere i deres tænkning, hvis de lærer det produktorienterede," siger Christine Antorini til Berlingske.
Christine Antorini præsenterer sit udspil i en ny bog af journalisten og forfatteren Lars Olsen "Uddannelse for de mange".
Kilde: Berlingske