Der hersker lige nu stor forvirring om to af Irans mest prominente oppositionspolitikere, Mir Hossein Mousavi og Mehdi Karroubi.
I følge det officielle iranske nyhedsbureau, IRNA, er de to oppositionsledere flygtet fra Teheran.
"To af de ledere, der har anstiftet til oprør, forlod Teheran med retning mod det nordlige Iran, efter at de erfarede, at folk i stigende grad er vrede og kræver dem straffet," hedder det ifølge IRNA.
Slægtninge til de to politikere siger dog, at de befinder sig på deres bopæl, mens oppositionen hævder, at de er blevet pågrebet af revolutionsgarden for at beskytte dem mod folkets vrede.
Oplysningerne om de to oppositionsledere kommer efter, at tusinder af regeringssympatisører i dag har været udkommanderet til en demonstration i Teheran med det formål at fordømme oppositionen.
Mir Hossein Mousavi og Mehdi Karroubi blev i går kaldt "fjender af Gud" af en fremtrædende ayatollah.
Der har været blodige konfrontationer mellem regeringen og reformaktivister i flere måneder.
Vrede iranere har demonstreret i adskillige byer efter et omstridt præsidentvalg den 12. juni, hvor præsident Ahmadinejad blev udråbt som vinder af valget.