- Præstens børn er de værste, siger vi her i Danmark, men måske er det anderledes i USA.
En undersøgelse af 16.000 børn, viser, at børn af aktive religiøse forældre opfører sig bedre, end andre børn, skriver religion.dk.
Lærere og forældre har bedømt børnene på selvkontrol, sociale evner og indlæring. Samtidig har forskerne spurgt til, hvor religiøst aktive forældrene er, og summa summarum: Børnene får bedre bedømmelser, jo mere religiøse forældrene er.
Sociolog John Bartkowski, som har lavet undersøgelsen for Mississippi State University, forklarer sammenhængen med, at religiøse forældre ofte har et stærkt netværk, som støtter deres opdragelse og værdier. Samtidig foreslår han, at religionen kan betyde, at forældrene ser en højere mening med familielivet.
Desværre viser undersøgelsen ikke, om for eksempel jøder opfører sig bedre end protestanter. Eller om muslimer har mere selvkontrol end hinduer.
Der er heller ingen, som har spurgt, hvorvidt amerikanske præstebørn klarer sig lige så godt, som resten af de religiøse børn.