Den tidligere danske badmintonstjerne Poul-Erik Høyer stiller op som præsidentkandidat til det næste valg i det internationale badmintonforbund, BWF.
Den 47-årige OL-guldvinder fra legene i Atlanta i 1996 er i forvejen præsident for det europæiske forbund, men danskeren søger nu endnu mere indflydelse.
- Jeg vil repræsentere badminton i hele verden, og jeg tror på, at vi skal stå sammen i konkurrencen med andre sportsgrene.
- Det primære mål er at sikre, at badminton bevarer sin status som olympisk sport, siger Poul-Erik Høyer i en pressemeddelelse.
Sidste års OL i London blev ramt af en større badminton-skandale, da flere kvindedoubler forsøgte at tabe deres gruppekampe med vilje. Skandalen har ført til spekulationer om badmintonsportens fremtidige OL-status.
Flere personer har angiveligt opfordret Poul-Erik Høyer til at stille op til præsidentvalget, hvor den siddende præsident Dr. Kang Young Joong forlængst har meddelt, at han ikke genopstiller.
Præsidentvalget i BWF bliver afholdt i maj.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.