Post Nord, som Post Danmark er en del af, skal spare 500 millioner svenske kroner eller 397 millioner kroner. Samtidig skal man fyre mellem 700 og 800 ansatte - hovedsageligt i Danmark - ud af de 39.000 ansatte i hele koncernen.
Det fremgår af koncernens regnskab for de tre første kvartaler i 2014.
Håkan Ericsson, administrerende direktør og koncernchef i Post Nord, siger, at det er de fortsat kraftige fald i brevmængderne og fortsat hård konkurrence på logistikmarkedet, der betyder, at man iværksætter yderligere besparelsesprogrammer.
- Lønsomhedsniveauet er stadig utilfredsstillende, og som tidligere meddelt er yderligere omstruktureringstiltag nødvendige, siger han i en kommentar til regnskabet.
De 700-800 ansatte, der skal være færre, skal især findes inden for administration og andre supportfunktioner.
- Programmet skal gennemføres fra og med fjerde kvartal 2014, hvor der defineres og afsættes omstillingsomkostninger, siger koncernchefen.
Og der bliver sendt færre breve - både i Danmark og i Sverige. Samlet faldt brevmængden med fire procent i tredje kvartal i år sammenlignet med perioden sidste år. Heraf ligger faldet i Danmark på seks procent - og på tre procent i Sverige.
Men trækker man breve fra, der er blevet sendt ud med det blå sygesikringskort i Danmark og lokal- og riksdagsvalget i Sverige, er faldet på henholdsvis 10 og tre procent.
Post Nord blev dannet ved sammenlægningen af Post Danmark A/S og Posten AB i 2009. Selskabet er et svensk aktieselskab med koncernkontor i Solna. Den danske stat ejer 40 procent af Post Nord, mens den svenske stat ejer resten.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.