Et bredt flertal i Folketinget bestående af regeringen og Venstre mener, at det bør gøres noget ekstra for at straffe folk, der begår seksuelle overgreb.
Venstre foreslår bl.a. at pædofile skal idømmes tillægsstraf, hvis de nægter at gå i behandling.
Det forslag bliver mødt med ros af Socialdemokraterne, der allerede har foreslået noget tilsvarende. Det siger partiets retsordfører, Ole Hækkerup.
"Socialdemokraterne går ind for, at man skal kunne tvangsbehandle folk. I den forbindelse synes jeg, at Venstre kommer med en idé til, hvordan man kan sikre, at få tvangsbehandlet folk," siger han til Newspaq.
Og Venstres forslag om at ændre på den såkaldte forældelsesfrist er noget, der tiltaler De Radikale.
"Det er egentlig en god idé. Der kan gå rigtig mange år, før det overhovedet går op for et barn, at vedkommende faktisk er blevet udsat for en forbrydelse, og der kan man diskutere om den nuværende forældelsesfrist er for kort," siger Jeppe Mikkelsen, retsordfører for De Radikale.
Selvom S, R og V kan gå sammen og danne et flertal er både Ole Hækkerup og Jeppe Mikkelsen dog ikke klar til at lave en lov i morgen. De vil have fakta på bordet fra fagfolk.