Politisk flertal afskaffer multimedieskatten
Multimedieskatten afskaffes, men beskatning af mobiltelefoner genindføres. Foto: Colourbox / Scanpix
Regeringen og Enhedslisten er blevet enige om at afskaffe multimedieskatten.

Danskerne kan i dag vinke farvel til den omstridte multimedieskat. Sent i aftes lykkedes det regeringen og Enhedslisten at blive enige om en model til at afskaffe multimedieskatten.

Det skriver Politiken.

Til gengæld for afskaffelsen genindføres beskatning af telefoner, som arbejdsgivere har stillet deres medarbejdere til rådighed. Dog med en skatterabat, hvis begge ægtefæller har fri telefon.

Beløbsgrænsen sænkes samtidig fra 3.000 til 2.500 kroner.

De borgerlige partier har tidligere forladt forhandlingerne, fordi de ikke vil støtte finansieringen, der ligger til grund for afskaffelsen. Den inkluderer blandt andet en ekstra skat på pensioner, samt en fjernelse af fradraget for medarbejderaktier.

Det forventes, at forhandlingsparterne over middag i dag fremlægger de samlede skatter og afgifter, der indgår i finansloven.

Kilde: Politiken