Den 24. oktober er der studiestart på politiskolen.
Men først i næste uge får de 300 ansøgere, der har bestået den skrappe optagelsesprøve til politiet, et brev om, hvem der er blandt de 96, som rent faktisk bliver tilbudt en studieplads.
Dermed kommer svaret mindre end en måned før start, skriver Politiken.
Politiuddannelsen blev ved årsskiftet ændret til en SU-uddannelse, og over for avisen raser flere partier bag den aftale mod Rigspolitiet, som står for uddannelsen.
Socialdemokraternes retsordfører Karen Hækkerup kalder det "en katastrofe", at folk er blevet holdt hen så længe:
"Man holder jo de unge for nar. Vi taler om mennesker, der har satset alt for at forfølge deres drøm, trænet for at kunne bestå prøven og er kommet gennem nåleøjet, og så lader man dem vente i månedsvis uden at give dem besked," siger hun.
Også inden for politiets egne rækker er der vrede over den langsomme behandling af optaget til uddannelsen.
"Det er ekstremt dårlig personalepleje for kommende ansatte," siger Claus Oxfeldt, der er formand for Politiforbundets Uddannelses- og Ansættelsesudvalg.
"Vi risikerer jo, at nogle af de mest kvalificerede elever har fundet på noget andet at lave, når de endelig modtager svar," forklarer han videre til avisen.
Kilde: Politiken