Anders Breivik vækkede ingen mistanke hos dem, han mødtes med, mens han planlagde den værste terrorhandling i Norges historie.
Den tidligere ungdomspolitiker Lene Langemyr mødtes ofte med Anders Breivik til fester i Fremskrittspartiets ungdomsafdeling, og hun så ingen faresignaler dengang.
"Over en periode på et par år mødtes vi en del - både privat og i partisammenhæng. Jeg husker ham da som en hyggelig, omgængelig, udadvendt og intelligent person. Jeg havde ikke noget negativt at sige om ham på det tidspunkt," siger Lene Langemyr til vg.no.
Hun husker ikke Breivik som en person med ekstreme meninger.
"Han havde mange meninger om indvandring. Det gik meget på kritik af kultur og religion, men ingenting, som jeg ville sige kunne indikere, at det skulle gå sådan," siger Langemyr.
Hun er i øvrigt en af de personer som Breivik omtaler i sit manifest. Han fremhæver den indiskfødte kvinde som en af de gode venner, han havde, med udenlandsk baggrund.
I dag har Lene Langemyrs syn på Anders Breivik forandret sig, og hun får det nu fysisk dårligt over at tænke tilbage på festerne med ham.
"Jeg får kvalme over at tænke på, at jeg har mødtes med sådan en person så ofte. At han selv siger, at han allerede på det tidspunkt planlagde dette, er et chok," siger hun.
Kilde: vg.no