Politiet fik ikke nyttige oplysninger ud af hundelufteren, der mødte 10-årig pige umiddelbart efter voldtægt.
Politiet havde håbet på, at en hundelufter kunne bidrage til opklaringen af voldtægten, Som en kun 10-årig pige var udsat for i går aftes.
Men afhøringen bragte ikke nye oplysninger frem. Det oplyser efterforskningsleder Michael Kjeldgaard fra Midt- og Vestjyllands Politi til politiken.dk.
"Kvinden var ude at gå med sin hund, da den forurettede pige kom ud af skoven. Hun nåede kun at være sammen med pigen i få minutter, før familien kom. Hun har ikke observeret noget af interesse i sagen," siger han.
Han fortæller samtidig, at politiet nu er færdige med de tekniske undersøgelse omkring det skovstykke, hvor overgrebet fandt sted.
"Vi er færdige med undersøgelser ude ved gerningsstedet. De tekniske prøver er sendt til undersøgelse, og nu må vi vente på, de kommer tilbage. Sådanne prøver tager tid alt efter, hvad det er for en slags prøver," siger Michael Kjeldgaard.
Politiet har fået ca. tyve henvendelser fra offentligheden, som de nu vil arbejde videre med sammen med de spor, der er fundet omkring gerningsstedet.